Opskrift på den danske klassiker Citronmånen. De fine gule farver går så fint med denne påsketid. Denne opskrift er dog lidt anderledes end den originale, idet der ikke er noget smør, æg, mælk, etc. fordi den er vegansk. Derudover er den heller ikke lige så sød, som dem man finder i supermarkederne, idet der kun er 3 spsk sukker i selve kagen. Kagen har derfor en syrlig smag af citron. Der er selvfølgelig stadigvæk en hel del sukker i glasuren. Derudover er der ikke noget smør i, men i stedet en smule vindruekerneolie.
I stedet for æg bruges der i denne opskrift æblemos lavet fra bunden, samt lidt ekstra bagepulver.
Hvis man gerne vil give citronmånen en lidt mere avancerede smag, kan man vælge ikke at mose æblerne så meget, så der stadigvæk er nogle større stykker tilbage, som giver et pift at æble.
I opskriften er der også en opskrift på glaserede citronskiver, som bruges til pynt. Disse kan dog sagtens udelades uden at have den store betydning for smagen af kagen.
De lilla cirkler oven på kagen er fintskårne mørke druer. Hvis du også vil gøre brug af denne dekoration kommer lige et (pro?)-tip: Sørg for at lægge dem på kagen lige før servering, da de hurtigt vil begynde at tørre og efterlade våde pletter på glasuren eller dele glasuren. Hvilket jeg selv erfarede (og som nok også kan ses af billederne).
Vegansk Citronmåne
Equipment
- Springform (25 cm i diameter)
Ingredienser
Glaserede citron
- ½-1 citron frisk
- 3 spsk glukosesirup
Citronkage
- 3 æbler
- 3 spsk sukker
- 4 spsk vand
- 300 g mel
- 3 tsk bagepulver
- 4 tsk natron
- 4 spsk vindruekerneolie
- 2 spsk citronskal fra 1 frisk citron
- 2 ½ dl citronsaft friskpresset fra 3-4 citroner
Citron-glasur
- 200 g flormelis
- 4 spsk citronsaft friskpresset fra 1 citron
Sådan gør du
Glaserede citron – laves dagen før kagen
- Skær citronen i tynde skiver
- Varm glukosesiruppen i en lille kasserolle
- Læg citronskiverne i kasserollen og lad dem simre i cirka 30 min ved lav varme uden låg. Det kan godt være, at det ikke er alle skiver, der kan lægges i kasserollen på én gang.
- Tag skiverne op med en gaffel og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir
- Kom nye skiver i kasserollen, hvis de ikke alle sammen kunne være der første gang og lad nu dem simre i 30 min
- Tør skiverne i ovnen ved 50°C i 4 ½ t og lad dem derefter hvile/tørre til dagen efter
Citronkage
- Skræl æblerne og skær dem i mindre stykker
- Kom æble, sukker, og vand i en kasserolle og kog under låg ved middel varme til æblerne er møre
- Tag æblerne af varmen og brug en stavblender til at mose dem til æblemos
- I en stor skål, bland mel, bagepulver, og natron sammen
- Pisk olien i med et piskeris – der må gerne være små klumper i
- Smør springformen med lidt vegetabilsk olie eller vegetabilsk smør
- Riv citronskallen fra én citron fint med et rivejern
- Press citronsaft af 3-4 citroner (til der er 2.5 dl)
- Kom æble, citronskal, og citronsaft i melet og rør det hurtigt sammen. Grundet citronsaften (som indeholder naturlig syre) vil dejen allerede begynde at hæve op
- Kom dejen i springformen
- Bag kagen i ovnen ved 175° C i 25-30 min
- Lad kagen køle af
- Tag kagen ud af formen og placer den på et fad
Citron-glasur
- Press citronsaft af en citron
- Bland 4 spsk citronsaft og flormelis i en skål
- Fordel glasuren over kagen
- Pynt evt. med de glaserede citronskiver
- Lad glasuren tørre før servering